Kære venner.
D.22 oktober debuterer jeg som forfatter med en erindringsbog i flere spor. En række fortællinger fra min tidlige ungdom i USA og England, samt tanker om at skrive og om at leve med en stor sorg.
I bogen vil du desuden stifte bekendtskab med et fabeldyr, som udviklede sig igennem min skriveproces. Til at starte med var det et sorgvæsen. En fysisk manifestation af sorgen, som jeg over tid lærte at leve med og udviklede et forhold til. Men dyret blev også en beskytter, en allieret og en påmindelse om det jeg ikke vil se. Det opstår ofte i overgange. Der hvor noget slutter og noget andet skal have plads. For mig har dyret været et rum til at skrive frit om det, som er svært at sætte ord på. Det har fået en form og jeg holder af det mystiske væsens gådefulde færd og transformation.
Bogens titel er: Liv forladt.
Jeg har levet mange liv. Jeg har forladt tilværelser, startet forfra og genfundet mig selv utallige gange, som man også vil erfare ved at læse med. Samtidig er det meste af det ulykkelige jeg har været udsat for tilgivet. Det har været min måde at være i verden på og leve med det, som er svært at leve med. Liv forladt/Alt forladt. Titlen spiller på de to betydninger.
Jeg håber i vil tage godt imod min historie.
Man kan allerede nu forudbestille et personligt signeret eksemplar via Politikens boghandel via dette link:
https://boghallen.jppol.dk/liv-forladt
Mere info følger over de kommende måneder.
Kh Kira.
